Skip to main content

PRETTY MAIDS

PRETTY MAIDS blev dannet i Horsens i 1981 af forsanger Ronnie Atkins, guitarist Ken Hammer og en gruppe dygtige musikere, og bandet har gennem årtierne markeret sig som et af de største danske navne på både den hjemlige og den internationale rockscene. 

Deres debutalbum ”Red, Hot and Heavy” udkom i 1984 og etablerede bandets karakteristiske lyd, og det blev hurtigt en stor kultklassiker. Det helt store gennembrud kom med opfølgeren ”Future World” i 1987 med de store hits ”Future World” og ”Love Games”, der cementerede gruppens status som et globalt anerkendt rockband og gav dem en stor og dedikeret international fanskare. 

I starten af 90’erne udgav bandet albummerne ”Jump the Gun” i 1990, ”Sin-Decade” i 1992 og ”Scream” i 1995, som bekræftede deres staying power og stærke evne til at følge skiftende musikalske trends, samtidig med at de holdt fast i deres oprindelige lyd og identitet. Det var en periode med stor udskiftning af bandets øvrige medlemmer, men Ronnie Atkins’ stærke vokal og Ken Hammers signaturlyd på guitaren har altid været klisteret, der bandt det hele sammen og garanterede, at musikken aldrig mistede sin genkendelighed.

PRETTY MAIDS har med en perlerække af mindeværdige hits under bæltet og konstant høj kvalitet i musikken rørt ved både trofaste fans og nye lyttere gennem årene, og de har ikke mindst været en stor inspirationskilde for andre rock- og metalbands verden over. Bandet består i dag af Ronnie Atkins (vokal), Ken Hammer (leadguitar), Rene Shades (bas), Chris Laney (rytmeguitar) og Allan Tschicaja (trommer).