Amerikaneren Don Dokken startede sammen med guitarist George Lynch bandet DOKKEN helt tilbage i 1979, og de to musikere udgjorde gruppens kerne op gennem storhedstiden i 80’erne, hvor den blev kendt for dens effektive kombination af melodisk hård rock og heavy metal, der satte et betydeligt aftryk på rockens historie. Det tredje album, ”Under Lock and Key” fra 1985, skabte det helt store gennembrud med mindeværdige hits som ”In My Dreams” og ”It’s Not Love” og etablerede bandet som et af de førende inden for glam metal-genren.